Socialisering og netværk.

•  Hvordan kan socialiseringsbegrebet forstås? 

Socialisering er en forudsætning for at kunne deltage i samfundet. 

Mennesker er sociale individer og skal derfor kunne forstå og mestre de sociale spilleregler og samfundsmæssige relationer. 

Socialisering er en proces, hvor barnet dannes, og hvor det udvikler de kompetencer, der kræves for at være en del af samfundet. Dette kaldes også at internalisere de adfærdsmønstre og værdier og normer, der er gældende i samfundet, dvs. at barnet tilegner sig den accepterede adfærd i samfundet og gør den til sin egen.  

I socialiseringsprocessen lagrer barnet dermed erfaringer igennem livet og bruger dem ubevidst i bestemte situationer. Det bliver dermed en ubevidst indlært måde at fortolke og forholde sig til omgivelserne på. 

Når man snakker om socialisering, tænker man tit opdragelse. Og opdragelse er da også en del af socialiseringen, hvor der er fokus på, hvad barnet skal lære, og hvordan. Men socialisering adskiller sig fra opdragelse ved at være en ubevidst planlagt proces. Opdragelse involverer i modsætning til socialisering holdninger til opdragelsesmål og bliver dermed en bevidst planlagt proces. 

Teori om socialisering lægger vægt på relationer imellem barnet og andre (forældre, søskende, andre børn, pædagoger og netværk i øvrigt) 

Socialisering foregår i forskellige arenaer og varetages af forskellige voksne i barnets liv. 

I den klassiske socialiseringsteori er barnet et spejlbillede af familien, hvor barnets adfærd, meninger og reaktionsmønstre kan spores tilbage til familien. Der er her snak om en primær og en sekundær socialisering, hvor den primære er bestemt ud fra forældrene. 

Dobbeltsocialisering er et nyere begreb, der afspejler samfundsudviklingen, hvor børnene er i institution det meste af dets vågne timer i hverdagene og dermed socialiseres på to forskellige arenaer på samme tid. 

Dette illustreres i sommerfuglemodellen: 

  

(Gravesen, David Thore, 2016, Pædagogik - introduktion til pædagogens grundfaglighed, s. 42) 

Sommerfuglemodellen: 

•  Viser to udviklingsrum/arenaer 

•  Inden for hver er der samspil imellem barnet og de øvrige aktører i arenaen 

•  Alle relationer har betydning for, hvordan barnet udvikler sig og bidrager dermed til barnets socialiseringsproces 

•  Forskellen på de to arenaer er, at i familien er der følelser involveret, hvor relationen i institutionen er baseret på professionel omsorg 

•  Barnet lærer at begå sig i begge arenaer og at skelne imellem dem 

•  Den pædagogiske tilgang er her at være åben for, at problemadfærd kan have flere mulige og samtidige forklaringer (kan være knyttet til betingelser og processer fra begge arenaer eller endda til forskellen på de to arenaer) 

I nutidens samfund er der tale om multisocialisering, da børn idag bevæger sig på flere end to arenaer - eks. Skilsmisseforældre, ældre børns omgangskreds, medier har alle idag indflydelse på socialiseringsprocessen. 

•  Og hvorledes betyder de forskellige forståelser af socialiseringsprocessen for det pædagogiske arbejde? 

Pædagogens opgave i socialiserings processen er at være opmærksom på, at barnets problematiske adfærd kan skyldes kulturmødet.

Kulturmødet kan være sammenstød imellem familiekultur og institution kultur man kan også have særlig fokus på etniske minoritets familier og deres børns institution. Et opmærksomheds punkt i den forbindelse kan være hvordan man kan støtte barnet i at skabe forbindelse imellem hjemmet og institutionen. Og hvordan den professionelle pædagog kan være med til igennem dialog med forældrene at opretholde og adskille de to arenaer på samme tid.

•  Hvilke sociale arenaer kender du til (har haft erfaringer med) og hvilke værdier, regler eller normer kendetegner disse?

Vi har valgt at nævne fire af de største set overordnet:

·      Børnehave: rutiner/struktur, relations dannelse, vente på tur (behov udsættelse), interagerer, DOXA (uskrevne regler) selvhjulpen hed.

·      Skole: er en overgang fra børnehaven, fællesskab, tilegnelse af viden, samarbejde, disciplin, at tage ansvar, møde til tiden, kammeratskab. En øvelse til hverdagslivet, at blive samfundsborger.

Fokus på social lighed,

·      Familien: omsorg, nærværd, tryghed, kærlighed, traditioner, kultur, opdragelse. Social arv. Habitus ´kapitaler`(hvad har vi med i rygsækken?)

·      Venskabskreds: sociale medier, sproget, spejling, venner/veninder kan i perioden være lige så vigtig som familien. Magt og positionering.

•  Hvilke udfordringer giver det i pædagogisk arbejde at rumme forskellige udtryk og aftryk fra børn og forældre i institutionen? 

Udfordringen kan være hvis forældre og institutionen kommer med hver deres forventning til barnet og hinanden. Hvordan man ser forskelligt på børns kvaliteter og kompetencer.

-At kunne rumme forskellige udtryk og aftryk som pædagog kan være at holde sig åben. Ikke kigge på hjemmet men holde problemløsningen i institutionen. En kvalificeret pædagogisk tilgang kunne være at holde sig åben for at se og handle på det grundlag, at problem adfærden kan have flere mulige og samtidige forklaringer. Med udgangspunkt i at børn godt kan følge og skifte imellem arenaer og regelsæt og agere derudfra.

•  Hvad er sociale netværk og hvorfor er det relevant at have blik for disse i pædagogisk arbejde? 

Et netværk er et mønster af formelle og uformelle sociale relationer mennesker imellem, hvor interaktionen er kendetegnet ved en vis regelmæssighed.

Det er relevant at have blik for social netværk i det pædagogiske arbejde da mennesker med gode relationer har lavere dødelighed end mennesker der ikke fungerer socialt.

Vi kan som pædagoger være med til at afvikle negativ men opbygge positive sociale netværker og samtidig synliggøre/visualiserer nuværende netværk over for borgeren/barnet. 

Hvilke overvejelser skal man gøre sig, når vi arbejde med at støtte netværksdannelse med en given målgruppe?

Vi har valgt et menneske med autisme som målgruppe, som ikke nødvendigvis profilerer af de nære of tætte sociale relationer men kan anse et menneske langt væk fra (købmanden, frisøren, buschauffør mm.) som han/hun aldrig har mødt fysisk eller på anden måde end online som værende en tæt relation. Derfor er det vigtigt for pædagogen at være opmærksom på den individuelle borgers definition af relation/venskab.

Hverdagslivets samhandlinger

Case

Amir og Heidi er til daglig klassekammerater og arbejder i gruppe sammen. Det er normalvis et meget ligeværdigt forhold de mødes under, men i filmen ser vi de indtager 2 forskellige roller, som "behandler og patient". Heidi skal give Amir NADA behandling, som er øreakupunktur, der skaber balance i nervesystem, hormonsystem og indre organer.  

Autoriteterne bliver tydelige og rollefordeling ændres.  

Heidi har inden videoen starter, fortalt hvordan behandlingen skal foregå. Denne del kom ikke med på videoen, da situationen var i spil i grupperummet og Kasper impulsivt besluttede at filme det, for at illustrere Goffmans begreber i praksis.  

Erving Goffman (1922-1982) 

Goffman var sociolog og socialpsykolog og beskæftigede sig især med det fokuserede sociale møde og herunder hverdagslivets samhandlinger, som han analyserede ud fra flere begrebsmetaforer. I dette indlæg vil vi fokusere på teatermetaforen for derigennem at analysere det dramaturgiske perspektiv på de to aktørers ansigt til ansigt-samhandlinger i ovenstående klip. Goffman inddelte den dramaturgiske model i seks begreber: Optræden, hold, områder og områdeadfærd, selvmodsigende roller, kommunikation uden for rollen og kunsten at kontrollere indtryk. Vi vil her have fokus på begreberne optræden, områder og områdeadfærd samt kunsten at kontrollere indtryk.  

 

 

Optræden 

Heidi træder ind i rollen som behandler og bekræfter overfor Amir og de to øvrige tilstedeværende, at hun er professionel og kompetent til at udføre NADA ved at ændre sin stemmeføring til at være autoritær, finde hjælperedskaber i form af nåle frem samt instruere Amir på en faglig og overbevisende måde.  

 

Områder og områdeadfærd 

Heidi og Amir skifter fra "backstage" til "frontstage" i det øjeblik, Heidi siger til Amir: "Om lidt fortæller jeg dig, hvad der kommer til at foregå og hvad du skal være opmærksom på, mens du får nålene" (er ikke med i klippet, da dette udspillede sig umiddelbart inden, optagelsens start). Amirs opmærksomhed skærpes mod det Heidi efterfølgende fortæller, og der ses her et tydeligt sceneskifte, idet begge aktører i dette øjeblik påtager sig andre roller. 

 

Kunsten at kontrollere indtryk 

Amir sikrer opretholdelsen af Heidis rolle som behandler ved at udvise dramaturgisk loyalitet over for Heidis rolle, og ved at følge hendes instrukser overholder han den dramaturgiske disciplin. Heidi opretholder indtryksstyringen ved hjælp af sin kropsholdning og sin inddragelse af publikum.

Diskursers betydning for inklusion og eksklusion af minoriteter

Diskurser kan have den betydning for minoriteter, at hvis diskursen bliver til en stigmatisering, vil det betyde, at der vil være en negativ forestilling om denne gruppe mennesker.  

Såfremt man kan holde diskursen i kategorisering, vil opfattelsen være neutral. Kategorisering er nødvendig for at kunne begå sig i verden, da det er en neutral opdeling i grupper, hvor ud fra individet kan identificere sig selv. 

En diskurs indenfor stereotypen, kan være både positiv og negativ. Det er en fælles repræsentation, som ofte er overdrevne, fordomsfulde og negative. Stereotypen kan også anses positivt, f.eks. at jøder er gode til at tjene penge. Dette er også en fordom, men en positiv fordom.

  

Det øverste trin på kategoriseringstrappen (se billede herover) er diskrimination. Her er vores stigmatiserende diskurs blevet diskriminerende, da vi handler ud fra den negative fordom. 

Jo mere man bevæger sig op af trappen, går man fra at være inkluderende til ekskluderende. Diskurser indenfor kategorisering og stereotypering kan være inkluderende, men diskurser indenfor stigmatisering og diskrimination vil oftest føre til eksklusion. 

Hvorfor skal vi som pædagoger være optaget af dette? 

Det skal vi fordi diskurser bliver til ud fra det vi italesætter. Når vi italesætter noget tilstrækkeligt mange gange bliver det til en sandhed, som vi handler ud fra.  

Begrebsafklaring indenfor kompensatorisk og interkulturel pædagogik

Kompensatorisk pædagogik

Tager udgangspunkt i mangler (bygger på antagelser om barnets fysiske og sociale miljø). 

 

Kritik af kompensatorisk pædagogik

Det kan ikke påvises, at denne pædagogik har virkning på længere sigt. Et andet argument er, at det er et fejlfindingssystem, hvor der er fokus på mangler fremfor kompetencer. Børnene deles op i kompetente >< inkompetente. De standardiserede tests fratager barnets egen erfaringsverden værdi. 

 

Interkulturel pædagogik

Alle børn bør have de bedste muligheder for at lære mest muligt og klare sig godt i såvel uddannelsessystemet som på arbejdsmarkedet. Opmærksomheden er rettet mod at fylde hullerne op. Mere positiv end kompensatorisk pædagogik. 

 

Project Head Start

Et program, der skulle give fattige børn de muligheder for at klare sig i det amerikanske samfund, som man havde indset, at de ikke ville have uden en særlig indsats.  

 

Menneskesynet i den kompensatoriske tilgang og kulturel deprivation

Barnet er et produkt af de omstændigheder (familie og miljø), det er vokset op i. Dette kaldes kulturel deprivation. Den grundlæggende opfattelse er, at eksempelvis tosprogede børn eller børn af forældre med lav social status ikke har mulighed for at leve op til samfundets krav netop grundet disse ydre omstændigheder. Der tages ikke udgangspunkt i det enkelte barn og dets kompetencer.  

 

Assimilationsforståelse

Tilpasning - de tosprogede skal tilpasses det danske samfund. 

 

Det depriverede barn

Det forarmede eller ressourcesvage barn.